{
"$type": "site.standard.document",
"bskyPostRef": {
"cid": "bafyreihpgw5dp323dv4nhys6vuiklikbzob5sk4jrrngefpoq3rpur2p3m",
"uri": "at://did:plc:tniexpxovazjxf64e4ycckyf/app.bsky.feed.post/3mnq7tl4l5ch2"
},
"path": "/farvel-til-frederiksberg",
"publishedAt": "2026-06-06T22:00:00.000Z",
"site": "https://4nd3rs.dk",
"textContent": "Det føles rigtigt, at jeg også lige her på bloggen siger farvel til Frederiksberg. Der er ikke meget tech over det, og næppe mange andre for hvem det er relevant – men det fylder meget i _min_ hverdag!\n\nJeg har garanteret nævnt det tidligere, men altså – vi har købt et lille hus i Hvalsø, og i morgen pakker vi en flyttebil og rykker ud i provinsen.\n\nFrederiksberg fælder også en lille tåre\n\nDet er virkelig en kolossal og (på det personlige plan) verdensomvæltende beslutning, men jeg glæder mig helt vildt meget – til egne mursten, en terrasse og en lillebitte have, til ro, luft og en masse skov og træer nærmest i baghaven, og også til bare at prøve noget helt anderledes.\n\nJo, jeg har boet i hus da jeg var knægt, men siden sommeren 1989 har jeg kun boet i lejligheder her i hovedstaden – Østerbro, Indre By, Amager, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest – og i de sidste ti år altså her på Frederiksberg.\n\nJeg ææælsker København og især Frederiksberg, og det har været et kæmpe privilegie at opleve så mange forskellige områder af byen, og ikke mindst siden 2016 at bo midt i det hele – med restauranter, parker, butikker, biografer, koncertsteder og alt mulig andet inden for gåafstand.\n\nMen samtidig er jeg altså også virkelig begejstret ved tanken om at prøve noget helt andet, før jeg bliver for gammel til rigtig at kunne nyde oplevelsen.\n\nOg efter knap 37 på brosten bliver det i hvert fald noget helt andet at bo og leve i et hus, i en relativt lille by, og ikke mindst at have en af Sjællands største skove under 2 km fra hoveddøren.\n\nDét glæder jeg mig til at få som ny hverdag.\n\nDer er næppe tvivl om, at jeg nok får abstinenser en gang imellem, så jeg planlægger også allerede at komme herind lidt tidligt nogle dage for at gå en af de vante ture i Frederiksberg Have eller rundt om Søerne, eller for at tage til koncert eller gå ud at spise.\n\nOg så kommer jeg altså fortsat til at have min jævnlige gang herinde på delekontoret og i podcaststudiet, 1-2 dage om ugen.\n\nSå det er på ingen måde et ‘farvel-vi-ses-aldrig-mere’ til hverken Hovedstaden eller alle dem jeg kender herinde.\n\nDerfor siger jeg bare – på gensyn, Frederiksberg!",
"title": "Farvel til Frederiksberg"
}