External Publication
Visit Post

One Mac lifestyle

TEKNOLOGI & HVERDAG [Unofficial] June 1, 2026
Source

I skrivende stund er det mest åbenlyse tegn på den nært forestående flytning de mange kasser, der står i stuen og venter på at blive fyldt.

Men et andet vigtigt skridt i processen har været en tilbagevenden til en one Mac lifestyle.

I min tilværelse som selvstændig har jeg i de fleste af årene haft plads i Lydens Hus på Gl. Kongevej, ca 10 minutters gang fra hvor jeg bor.

Derfor har det ikke ligefrem været en uoverstigelig udfordring at slæbe en MacBook Pro med frem og tilbage (først en M1, siden en M3).

En Mini på skrivebordet

Ikke desto mindre blev jeg åbenbart magelig tilbage i 2023, for jeg købte i hvert fald en Mac Mini M2 Pro, som fik sin faste plads på skrivebordet dernede.

På den måde kunne jeg “nøjes med” at tage en iPad med i tasken, når jeg skulle på kontoret.

Og jeg har virkelig været glad for den lille Mini-maskine (som snart blev kombineret med et alt, alt for dyrt Apple Studio Display), for det har været super-bekvemt bare at møde op hver dag og trykke på en tast, og så var jeg kørende – med alle de eksterne dimser sluttet til og klar til brug.

Parallel-oprydning

Men som en del af flytteprocessen (nu hvor jeg snart skal ud i et hus i provinsen og have hjemmekontor på førstesalen), har jeg taget computer-situationen op til fornyet overvejelse.

Flytningen betyder nemlig også, at jeg kun skal i Lydens Hus 1-2 dage om ugen – og som en del af omlægningen går jeg samtidig over til at dele skrivebord med et par udvalgte kontorfæller i dernede. Men så går det jo ikke at jeg bare har alt mit eget grej stående og fylde på bordet.

Jeg kunne naturligvis så tage Mini’en med til det nye hus og hjemmekontor, og så have en bærbar at snuppe med når jeg skulle ind i Lydens Hus for at lave interview eller til møde.

Men samtidig må jeg indrømme, at jeg var blevet lidt træt af at skulle vedligeholde to Macs parallelt.

Udover de løbende opdateringer, så er jeg neurotisk nok til at ville have ens opsætninger på de to maskiner – så hver eneste gang jeg ændrede en indstilling, installerede en ny app eller på anden måde ændrede noget ved Mini’en, så skulle jeg også gøre det samme på MacBook’en – og vice versa.

Jeg har naturligvis stadig en Fon og en Padde, som jeg er virkelig glad for og stadig bruger meget tid med, men det er ligesom et andet system.

Omvæltninger i computerland

Så her forleden var der Store Flyttedag i MacLand: M3’en rykkede videre i familien, Mini’en blev solgt til en glad ung mand, og en ny MacBook Pro M5 Pro rykkede ind på mit skrivebord, og er nu den enlige computer i mit setup.

Ny maskine (foto: Apple)

Tingene har ikke helt endnu fundet deres endelige plads – vi flytter først om nogle dage, og der går nok nogle uger før hjemmekontoret og deleskrivebordet er blevet indrettet (igen), men foreløbig synes jeg allerede det er rart at alle tabs og apps og filer bare findes ét sted, og at alting er det samme når jeg åbner computeren, som da jeg lukkede den sidst.

Så må vi se, hvordan det kommer til at fungere, når pendleriet begynder for alvor…

Discussion in the ATmosphere

Loading comments...