Backup-cirkus
Jeg er så småt gået igang med omlægning af hele mit backup- og synkroniserings-system, men klog af skade forsøger jeg at tage det i små skridt.
Jeg har i en del år kørt et system, hvor jeg med 2TB på computeren og 2TB i pCloud faktisk har kunne synkronisere (stort set) alle mine filer en-til-en.
Ved siden af har jeg så kørt backup til en ekstern SSD, og det har føltes sådan relativt solidt og stabilt.
For nylig er jeg dog kommet lidt i klemme.
For mange filer
For det første vokser arkivet jo løbende, og der er stadig en del interviews og podcast-projekter, som jeg virkelig ikke har lyst til at smide ud, og den slags fylder jo.
Samtidig er vi også begyndt at lave en del med video især på RumSnak, og 4K videofiler er jo crazy – så selvom jeg ikke gemmer dem så længe, så kræver det løbende i hvert fald 200GB fri plads bare til de midlertidige filer.
Det betyder at de 2TB er kommet under pres, og jeg er derfor gået igang med at omtænke synkronisering og backup.
Sync-cirkus
Jeg slås også stadig lidt med eftervirkningerne af balladen med min synkronisering i pCloud, som jeg dog stadig er nervøs for mestendels var selvforskyldt – og jeg falder stadig over mapper som ikke indeholde de filer, de burde (og som jeg i øvrigt heller ikke har kunnet finde i Time Machine – det er lidt mystisk…)
Status – planer for processen
Nå, men her er bare en foreløbig status-rapport, med nogle af de overvejelser jeg har gjort mig indtil nu.
Parantetisk kan man i øvrigt bemærke, at det her med hvilke filer man vil beholde, hvordan man organiserer sine mapper, og hvordan man laver backup er meget personligt.
Så dette skal hverken tages som gode råd eller som en invitation til at fortælle mig om alt det jeg gør forkert…
Min aktuelle planer er at kombinere Mac’en, to eksterne SSD’er og så mit lager i pCloud, hvor jeg i samme ombæring har tilkøbt lidt ekstra plads, så jeg nu har 4TB resten af livet.
Indtil nu har jeg som nævnt bare synkroniseret hele mappen med alle mine filer (ikke system- eller Library-filer og den slags) til pCloud, men planen er nu at lave to hovedmapper i pCloud: FILER og ARKIV – med mere eller mindre parallelle mappestrukturer.
(Hvad angår mappestrukturen, så er jeg stadig glad bruger af Johnny Decimal!)
Og som man kan gætte betyder det, at jeg for det første vil flytte større mapper med fx mit lyd- og dokument-arkiv fra DR og Harddisken til ARKIV – altså de mapper jeg reelt kun bruger meget sjældent.
Derudover vil jeg så løbende flytte mapper med især podcast-projekter og interview-optagelser fra fx RumSnak og AI Denmark til ARKIV, fx hvert år – men ideen er at gradvist genskabe Decimal-mapperne, så det er nemt at finde rundt i arkivet.
Altså – RumSnak 15.04 projekter kommer til at findes også i ARKIV-mappen, hvor de store filer så bliver arkiveret.
Djævelen ligger i detaljen
Jeg overvejer lige nu, om det er nødvendigt at tilføje “_arkiveret” i navnet på den oprindelige mappe i FILER, eller om jeg bare godt ved at hvis jeg fx savner RumSnak sæson 1-11 i FILER, så er det jo nok fordi de ligger i ARKIV…?
Derudover er planen også, at jeg tager en backup af mapperne fra Mac til ekstern SSD inden de overgår til “kun” at ligge i pCloud.
Her er jeg dog lidt usikker på, om det er nok at have de to kopier, eller om jeg skal supplere med en ekstra SSD (eller måske til at lege med en lille NAS igen, eller se på Backblaze, selvom de er lidt forhadte for tiden…)
Derudover fortsætter jeg selvfølgelig med Time Machine-backup af Mac’en.
Jeg har i øvrigt fået god hjælp til brainstorm og planlægning af Perplexity og Claude, som også kan lave en lille plan med opgaver og underopgaver i Todoist, og gøre det nemt at komme videre med projektet.
Første trin er test af processen med at overføre mapper fra FILER til ARKIV og proceduren i forhold til backup til SSD, men hele balladen er sat på pause til midt-juni, fordi jeg er igang med at flytte (mere om det senere), og det er næppe den bedste periode at rode med komplicerede systemer…
Discussion in the ATmosphere