{
"$type": "site.standard.document",
"bskyPostRef": {
"cid": "bafyreib63nhtasannwi7ndj6mtbgk3axrkl3kmyljp7rdvazckcp5atoei",
"uri": "at://did:plc:tniexpxovazjxf64e4ycckyf/app.bsky.feed.post/3mkvorb3kim62"
},
"path": "/opsætning-med-time-machine",
"publishedAt": "2026-05-01T22:00:00.000Z",
"site": "https://4nd3rs.dk",
"tags": [
"Æbles hjælpesider"
],
"textContent": "I går skulle jeg migrere fra en gammel MacBook Pro til en ny maskine, og prøvede for første gang at bruge en Time Machine-backup i flytteprocessen. Det spiller!\n\nDer er laptop-rokade i kernefamilien, og _helt tilfældigt_ endte jeg så med at være _tvunget til_ at købe en ny MacBook Pro M5 Pro til mig selv. Sådan kan det gå…\n\nNåmen, udover at det jo er en virkelig fed maskine med masser af krudt i røven, så var gårsdagens primære oplevelse faktisk, hvor hurtigt og nemt det gik at flytte fra den “gamle” MBP til den nye.\n\n### Fra scratch?\n\nJeg havde – igen – overvejet at starte fra scratch, men kunne simpelthen ikke overskue tanken om at finde og installere dusinvis af apps, synkronisere knap 2 Terabyte data fra skyen, og tweake alle de indstillinger jeg har pillet ved.\n\nSå det skulle være en eller anden form for migrering, og da jeg tidligere har brugt både wifi og kabel til at flytte fra en gammel MacBook til en ny, så var det egentlig også planen denne gang.\n\nMen så var det jeg opdagede på Æbles hjælpesider, at man altså også kan bruge en Time Machine-backup. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke har prøvet det før.\n\nAnyway, jeg sørgede for at tage en helt frisk TM-backup fra den gamle MBP mens jeg ventede på leveringen af den nye M5’er – og var klar til at klø på nærmest i samme sekund den nye maskine landede på skrivebordet.\n\n### Tidsmaskine FTW!\n\nOg for nu bare at hoppe til konklusionen, så var det en aldeles glimrende oplevelse at bruge Time Machine!\n\nTidsmaskine til dataoverførsel\n\nDer var selvfølgelig nogle ting der skulle sættes op inden jeg kunne vælge migrering fra en TM-disk – de helt basale ting med sprog og region og den slags i opstarten – men jeg tror jeg var klar til at gå igang efter bare 5-6 minutter.\n\nSå var der lige en halv times ventetid mens der blev flyttet data fra min Samsung SSD til den nye Mac, men jeg kom altså væsentlig hurtigere igang end jeg plejer, og kunne snart arbejde videre, nærmest som om intet var hændt.\n\nJeg skulle indrømmet lige igennem et par sikkerhedsindstillings-reboots før jeg kunne køre pCloud-sync og et par andre småting (fx flyttede mit _wallpaper_ ikke med fra den gamle?), men ellers gik det overvældende hurtigt og smertefrit.\n\nDet er faktisk lige før det var lidt for nemt – for selvom jeg jo godt kan mærke at den nye maskine er hurtigere både i almindelig brug og når jeg presser den med transkribering og lydmix og den slags, så er det på mange måder jo bare den samme maskine.\n\nSå nu har jeg valgt et andet wallpaper, så det i hvert fald ser bare _lidt_ anderledes ud…",
"title": "Opsætning med Time Machine"
}